Profil

Om TK Stål og Maskiner ApS - Smede- & Maskinværksted

TK Stål & Maskiner ApS blev grundlagt d. 1. marts 2008. Vi har tidligere drevet smedevirksomhed fra 1999 – 2004. En virksomhed som blev bygget op fra bunden på privat adressen i Stoholm. Den blev solgt i 2004 og alle medarbejdere og aktiviteter fulgte med. I 2008 gik køberen af virksomheden konkurs. Vi valgte derfor at starte smedeværkstedet op igen i foråret 2008 på privatadressen i Stoholm. Både virksomheden og opgaverne voksede og derfor flyttede vi d. 1. februar 2013 til det nuværende værksted i Borup.

Vi startede som almindeligt smedeværksted hvor opgaverne hovedsageligt bestod af trapper, stålkonstruktioner til bygninger, altaner, smedejernslåger o.l. Vi gik dog mere og mere over i reparation af landbrugs- og entreprenørmaskiner samt salg af maskiner i stedet for. I dag udgør det almindelige smedearbejde, som vi startede ud med, kun en lille del af det arbejdet. Reparation og servicering af landbrugs- og entreprenørmaskiner udgør, sammen med diverse specialopgaver, nu størstedelen af det arbejde, vi udfører både på værkstedet og direkte hos kunderne. I takt med at vi er vokset, er der kommet flere medarbejdere til og vi er i dag 8 medarbejdere i virksomheden. 

Vi lægger stor vægt på et godt samarbejde med vores kunder. Derfor er vores priser også konkurrencedygtige og servicen er altid i højsædet. Vi har døgnvagt 24/7 365 dage om året og er klar hvis vore kunder har brug for det. Vi har gennem tiden investeret i maskiner der gør, at vi selv kan lave store dele af reservedelene hjemme på værkstedet, hvilket giver hurtigere leveringstid. Vi fremstiller selv hydraulikslanger både på værkstedet og ude ved kunderne. Vi kan derfor hurtigt og effektivt skifte hydraulikslanger direkte på stedet, om det er i stalden, marken, grusgraven eller et helt fjerde sted.  

Vi har mere end 20 års erfaring inden for smede- og landbrugsområdet. En erfaring vi blandt andet bruger til at udvikle og opfinde forskellige maskiner og maskindele. Noget af det vi har brugt denne erfaring til, er at udvikle vores egne stationære og mobile roeskæreranlæg. Vores roeskæreranlæg renser effektivt for jord og sten. De mobile roeskærere Super Beets kan rense og skære fra 40 til 80 tons pr. time alt efter hvilken model man vælger.

Et andet af vore egne produkter er Aircooling højtrykskølingsanlæg. Vi har siden 2004 udviklet og arbejdet med Aircooling og har gennem tiden opsat mere end 600 anlæg i ind- og udland. Aircooling er et højtrykskølings- og befugtningsanlæg, der kan bruges til køling, overbrusning samt iblødsætning både i industrien, landbruget og detailhandlen. I AirCooling presses vandet gennem anlægget med et tryk på op til 70 bar, hvilket gør at vandet forstøver helt fint. Denne fine forstøvning og der heraf følgende fordampning bruger energi. Energien bliver taget fra den omkringliggende luft, som derved øjeblikkeligt nedkøles 3-10 grader. Dette giver et bedre indeklima for både dyr og mennesker.  

TK Stål og Maskiner ApS er altid i bevægelse og vi udvider stadig forretningsområderne, så har du en specialopgave du mangler en løsning på, så kontakt os gerne. Vi går aldrig på kompromis med vores høje kvalitet og kundeservice. 

Thomas Klausen

Indehaver.